onsdag den 31. januar 2007

Sikke et vindue!

Så er vi kun en times tid fra tilhæftningen af det Det Store Europæiske Transfervindue, og i 1650 og omegn kan vi nu kigge tilbage på en januar måned, der endte med at blive langt mere aktiv end forventet.

Der kom nemlig ikke kun en forsvarskrumtap, som den slags hedder, og en hårdtarbejdende midtbanedynamo. Nej, man flottede sig og hentede også en amerikansk lykkejæger med et drilsk langskud og et ghanesisk wunderkind til de forreste rækker. Fire mand ind - og to mand ud hvis man tæller Grahns spanske exit og Bondens sviptur til Horsens med. Det har nok ikke været helt omkostningsneutralt - men hvad er egentlig også det her i livet? Spørg bare på Stadion Alle.

Men hvad er egentlig meningen? Javel, vi skal have mere krudt i støvlerne, og vi skal op i den forbandede liga så hurtigt som muligt, og der var behov for forstærkninger. Men hvorfor ansætte den unge amerikaner, når vi har et hyperspændende talent driblende rundt på højrekanten sprængfyldt med potentiale, flydende driblinger og højt humør? Vil det sætte Nillers udvikling tilbage, eller vil det blot skåne ham tilstrækkeligt i en stadig meget ung alder, at det hele ikke står og falder med hans lunefulde raids langs kridtstregerne? Jeg ved ikke meget om den slags talentbotanik.

Men hvad så med Salifu? Hvor bliver hans ghanesiske forbindelser af, og hvad er meningen med ham, når Vester besidder nogle af de samme kompetencer, den samme alder og går i kategorien 'eget talent' og så alt det der med strategisk satsning på talentudviklingen'? Jeg er bange for, at Ove fik lidt for lang snor i vinduet. Han har hentet spillere med ganske store udviklingsmuligheder, og ja, det kan da være, at Salifu afskibes for 15 mio. om to år, og det ville være dejligt. Men for første gang i perioden med Ove, Brian og Lars ved roret, så synes jeg, der er er blevet rystet en anelse på den sikre hånd.

Men vi ser stærke ud, vi har slået VFF, og jeg glæder mig ad helvede til. Nu står den på oprykningscirkus, og drengene skal nok klare skærene.

2 kommentarer:

Kalle sagde ...

Tømreren fra Valby - JJ - smuttede jo også til Kolding. Så vi har mistet 3 fra truppen.

Anonym sagde ...

I know this website offers quality depending articles or
reviews and other material, is there any other web site which offers
these stuff in quality?

Feel free to surf to my blog :: best cellulite treatment